Indretningen i et børneværelse skal være glad, livlig og fuld af fantasi. Interiøret skal opfordre til leg, og der skal være plads til at slå sig løs. Samtidig skal det være praktisk, og der skal være gode opbevaringsmuligheder til legetøj og andet.

Herunder følger nogle gode råd til indretning af børneværelset.

Barnets fristed

Børneværelset er dit barns rum, og derfor er det også dit barn der har det afgørende ord. Lad barnet være med til at bestemme hvordan værelset skal være. Tag højde for dit barns interesser og indret efter det. Hvis dit barn er vild med at tegne, så lav god plads til et tegnebord. Hvis dit barn er vild med fodbold, så hæng fodboldplakater på væggene.

Materialer

Når du indretter et børneværelse bør du tage højde for materialerne. I et børneværelse skal materialerne være slidstærke, rare at røre ved og nemme at rengøre. Det kan f.eks. være en god ide at bruge en maling med høj glans, så væggene er lette at tørre af.

Børnehøjde

Der findes mange fine møbler i børnehøjde og størrelse. Små møbler giver også barnet en følelse af at det er deres eget. Hos større børn, der er for store til de små børnemøbler, kan puffer, sækkestole og store puder være en god løsning. Det vigtigste møbel i børneværelset er selvfølgelig en børneseng, men også et bord er værd at få plads til. Et bord kan bruges til at tegne eller spille ved, men lægger også op til butiks-lege og meget andet.

Opbevaring

Når du indretter et børneværelse bør du overveje hvor meget det er nødvendigt at opbevare derinde. Måske kan barnets tøj være i et andet rum? Måske kan nogle legesager pakkes væk? De ting der er nødvendige at have på værelset, fx yndlings-legesagerne, skal være let tilgængelige. Undgå dybe kasser hvor man ikke kan finde tingene. Brug i stedet reoler, der er inddelt i rum. Her kan dukkehuse, Lego-modeller, traktorer og andet legetøj også ”udstilles”, og sætte et personligt præg på værelset.

Se eventuelt alle Sovedyrets produkter med smart opbevaring til børneværelset.

Dekoration med funktion

Brug dekorationer der kan inddrages i legen – det er de færreste børn der sætter pris på nips. Det kan f.eks. være et foto-tapet med en skov eller sandstrand. En væg kan også males med tavlelak, så børnene kan lave en kæmpe tegning, der fungere som udsmykning. Det kan være en god ide at male de resterende væggene i en neutral farve, og lade legetøj, tegninger osv. udgøre dekorationen – ellers kan værelset hurtigt blive temmelig spraglet.

Plads til leg

Det vigtigste i børneværelset er, at der er plads til at lege. Sørg for så meget ledig gulvplads som muligt, så der er plads til at bygge huler, holde Barbie-fester, eller have en stor bunke Lego fremme. Lad børneværelset være det sted hvor legetøjet må blive fremme og ikke behøver blive ryddet op. På den måde kan en leg fortsætte i flere dage eller uger. Desuden er det jo barnets værelse – og barnet er vel ligeglad med lidt ”rod”.